Jeg har i laaaang tid haft lyst til at bage en kage lavet på kikærter, men tiden har simpelthen bare ikke været der! Jeg beklager mine manglende opskriftsopdateringer her på bloggen, men jeg lover at vende tilbage så snart, at jeg slipper ud af speciale-hulen. Afleveringsdatoen nærmer sig med hastige skridt (30/9!), og vi bevæger os stille og roligt fremad i opgaven. Jeg har heldigvis den bedste speciale-makker man kan forestille sig, så det hele er ikke surt og trist.
Men jeg har netop været en uge i Sønderjylland hos mine forældre, og der havde jeg heldigvis tid til at bage denne kikærtekage. Hovedingrediensen er kikærter. Jeg købte nogle, der var udblødte og kogte på forhånd, men man kan sagtens også selv gøre det. Som mine øvrige opskrifter, så er den sødet med banan og denne gang også med en smule honning. Der er hverken tilsat fedtstof eller hvedemel.
Denne kage blev ikke så høj, men jeg ville ikke bage alt for meget kage, som blot skulle smides ud, da vi kun var fire til at spise kagen. Men kagen blev spist samme dag, som den blev bagt, så næste gang vil jeg helt sikkert fordoble opskriften, og så få en lidt højere kage. Så tror jeg blot at den skal have 30 minutter i ovnen i stedet for 20 minutter.
I øvrigt tænkte jeg, at denne kagedej faktisk også kunne have været formet som mindre barer allerede inden bagning, som ville være perfekte til madpakken. Noget helt andet er, at der helt sikkert snart kommer en rå udgave af denne kage på bloggen, da det simpelthen smagte alt for lækkert. Jeg har før lavet en rå chokolade brownies, og jeg tænker at denne kage kunne være et lys modstykke til den. Indtil da, så må du prøve kræfter med chokolade-varianten!
- 1 dåse kikærter
- 2 spsk peanutbutter
- 2 spsk honning
- 1 banan
- 2 dl havregryn
- 50 gram mandler
- 50 gram mørk chokolade (min 70%)
- 1 tsk bagepulver
- Lidt salt
- Lidt friskpresset citronsaft
Fremgangsmåde
Hæld vandet fra kikærterne, kom dem i en skål. Blend kikærter, peanutbutter, honning og banan med en stavblender. Kom havregrynene i en minihakker, så de bliver til “havregrynsmel”, og hak derefter mandlerne og chokoladen groft. Kom havregryn, chokolade, bagepulver, lidt salt og friskpresset citronsaft i dejen, og rør det hele godt sammen.
Kom det i en form beklædt med bagepapir, og drys med havregryn på toppen. Bag kagen midt i ovnen ved 200 grader i 20 minutter.