Mit første marathon

Jeg har gennemført mit første marathon! 42195 meter tilbagelagt i Københavns festlige gader!

Forberedelser..

Som I måske ved fra mit tidligere indlæg (det kan læses her), så var mine forberedelser op til Copenhagen Marathon langt fra optimale de sidste 2 uger. Jeg overvejede virkelig seriøst at kaste håndklædet i ringen! Hvor sjovt er det lige, at skulle pine sig selv igennem 42 kilometer, hvis ens fod gør ondt hele vejen + de smerter der nu engang naturligt kommer på sådan en lang tur. Er det virkelig dét værd? Og hvad hvis jeg ville blive alvorligt skadet lang tid efter, så jeg måske ikke kunne træne i en lang periode, eller ville få en varig skade? Jeg var virkelig ambivalent i de 2 uger!

Frisk nabo som stand-in for lillebror..

Mit navn blandt 12000+ deltagere på en kæmpe væg af navne på EXPO-messen

Fysioterapeuten gav mig dog håb, og jeg hentede mit startnummer lørdag eftermiddag. Det vil sige, at jeg faktisk hentede to startnumre, nemlig min brors og mit. Min lillebror sprang fra løbet, da han simpelhen ikke havde fået trænet nok op til løbet. Jeg havde forsøgt, at give det væk via facebook, men der var ligesom ikke rigtig nogen, der “bed på” dagen inden… med mindre at man er min skønne, skøre nabo! Jeg kommer hjem fra EXPO-messen, forsynet med diverse energibarer, løbe t-shirts og alt mulig andet sponsor-lir. Jeg går ned i min gårdhave og begynder at sludre med mine naboer. En af dem, Bo, spørger, om jeg er klar til søndag. Jeg giver ham et kort indblik i min lidt uheldige situation osv. Så siger han: ‘Åh jeg overvejer, at tage et nummer på fra et tidligere løb, og så bare løbe med!’ Jeg forklarer, at jeg har et nummer, som han må få. Han spørger flere gange, om jeg mener det seriøst? Og så beslutter han sig for at stille op! Kæmpe respekt til Bo på 44 år, der kl 15 lørdag beslutter sig for, at løbe et marathon dagen efter. Han var vild med ideen, om at være Allan og være født i 94! Det skal lige indskydes, at han har en skade i foden, og endda havde løbet samme morgen. Vi blev enige om, at vi da sagtens kunne gennemføre med 2 gode ben ud af 4. En anden fra vores ejerforening, Michael, skulle også løbe. Så vi aftale at mødes kl. 8 i gården og følges ud til start på Islands Brygge. Det gav lige et boost for mig, at jeg havde nogen at være sammen med!

Kulhydrater, kulhydrater og kulhydrater..

Klar parat til start! Jeg har den vildeste kærlighed til NIKE!

Lørdag eftermidag gik jeg igang med de allersidste forberedelser op til selve løbet: MADEN. Det har virkelig en afgørende betydning. Det gælder om, at have sine glykogen-depoter (kroppens lager af glukose i muskler og lever) fyldt op til maksimum. Kroppen vil nemlig allerhelst bruge glukose som energikilde, og samtidig er det også den mest effektive kilde til energi under fysisk aktivitet. Når kroppens glykogendepoter er opbrugte, skifter den over til fedtforbrændning, som er mindre effektiv, og kroppen bruger af den meget kostbare og begrænsede ilt-mængde. Det øger risikoen for at ramme muren!

Derfor sørgede jeg for, at få rigeligt med kulhydrater om lørdagen, både de langsomme og de hurtige. Jeg fik fx pastasalat, rugbrød, kartofler til mine hovedmåltider, og derudover indtog jeg kiks og lignende hurtige kulhydrater ved siden af. Generelt sørgede jeg blot for, at spise tilstrækkeligt med mad. Bo er, ligsom mig, tilhænger af “at man ikke skal gå ned på udstyr” og han forsynede mig med rødbedeshots osv. Jeg tog dog blot én i løbet af lørdag aften, da jeg ikke turde eksperimentere med det søndag morgen inden løbet. Det ville være alt for risikabelt efter min mening.

Race day..

Bo, mig og Michael før løbs-start!

Søndag morgen stod jeg op 3 timer før startskuddet og spiste en stor portion havregryn med mandler, banan, kokosmel, rosiner og mælk. Dertil drak jeg en halv liter vand med elektrolytter. Jeg hoppede i tøjet og kom vabelplaster på de steder, hvor jeg altid får vabler under lange løbeture. Humøret var højt i gården. Bo havde gennemført et marathon året forinden, men for Michael og jeg var dette vores debut-løb. Det var så vild en følelse, at cykle gennem København en søndag morgen med hundredevis (eller endda tusindevis!) af andre løbeentusiaster. Cykelstierne var fyldte, og der var kun en retning: Islands Brygge. Startområdet sydede af forventning. Der var de obligatoriske toiletkøer (ps. hvornår lærer arrangørerne at opsætte et tilstrækkeligt antal toiletter?), men vi klarede det til starten kl. 9.30. Forinden start havde jeg drukket en halv liter vand og spist en energibar. Jeg er vant til at træne på energibarer, og de ligger godt i min mave. Yderligere fik jeg mit skud smertestillende piller.

Vi placerede os lige omkring den ballon/fartholder, som skulle få os i mål i tiden 3.50. Jeg havde forinden talt rigtig meget med en kompetent ven, Peter, som har gennemført flere marathon og ironman. Han havde sagt, at det vigtigste var at holde igen de første 25 kilometer, hvorefter man kunne øge farten, hvis man havde benene til det. I den forbindelse er jeg SÅ glad for at jeg løb med Michael og Bo. De havde også løbeure, der angav pace. De blev ved med at sige “vi løber for hurtigt”. Jeg havde så svært ved at holde igen, og jeg kan vist kun takke dem for, at jeg ikke stak af, og gik kold senere i løbet.

Jeg havde mine forældre, lillebror og et par veninder på ruten – og det gav så meget energi, at se nogle kendte ansigter. Dog vil jeg sige, at man bliver båret frem af det fantastiske publikum, musik, dansere og andre events på ruten. Hatten af for KBH – I gjorde det s.. godt!

Far sørger for energibar ved 20 kilometer

Indtag under løbet..

Jeg havde forinden skrevet alle væske- og frugtdepoter ned på min hånd, så jeg havde et overblik over, hvornår det næste stop var. Det brugte jeg også som motivation: ” jeg løber efter 11,5 km”  i stedet for at tænke: “der er over 30 kilometer tilbage”. Det fungerede super for mig (igen et af Peters gode råd). Ved alle depoter drak jeg et glas sportsdrik, og ved hver andet depot, hvor der var frugt, fik jeg to stykker banan (nok cirka 2/3 banan per stop). Ved 20 kilometer havde vi aftalt, at mine forældre skulle række mig en energibar, hvilket fungerede perfekt. Jeg oplevede på intet tidspunkt, at føle sult på turen.

Men lige efter 20 kilometer kunne det have gået rigtig galt. Vi løber vanvittig tæt i 3.50 feltet og på brostenene på Vesterbro mister jeg fodfæstet, nok fordi jeg enten bliver løbet ind i, eller er uopmærksom et øjeblik. Jeg er helt nede at ligge, men nok blot 1 sekund, da jeg lynhurtigt bliver øftet op igen af søde med-løbere. Jeg er derfor hurtigt på benene igen, og bliver komplimenteret på ærke-københavnsk: ” Wow, det var virkelig et fedt rulle-fald du lavede der”. Og ja, det var super heldigt, at jeg ikke faldt ned på mine knæ eller fødder, men tog fra med mine hænder. Jeg kunne hurtigt se, at min højre håndled havde fået et slag, men jeg valgte ikke at fokusere så meget på det, da det ikke skulle “fylde” for meget psykisk.

Mange møder muren..

38,5 kilometer tilbagelagt, da vi krydser Strøget.

Ved 25 kilometer skiltes jeg fra Bo og Michael. Det var ikke fordi jeg løb meget hurtigere, jeg løb blot lidt foran i mit eget tempo. Ved 30 kilometer og fremefter mødte jeg rigtig mange, der havde kramper, kæmpede med blot at gå, humpede afsted eller lå i siden af vejen for at få behandling for fx dehydrering, kollaps og skader. Ærligt talt, så var det faktisk et rigtig chokerende syn for mig! Jeg fik virkelig respekt for marathon-distancen! Jeg kunne jo virkelig se, at de led, og hvordan det ser ud, når man “rammer muren”. Det er jo enhver marathon-løbers skræk, og nok i høj grad en debutants. Jeg besluttede mig for positive tanker, og fortsatte støt og roligt fremad. Det gav mig energi, at jeg kunne se, at jeg faktisk løb de hurtigste tider per kilometer (dog blot 10 sekunder hurtigere). MEN der var altså stadig 12 kilometer tilbage, og jeg vil da lyve, hvis jeg sagde, at mine ben var på toppen! Ved 33 km ringede min far mig op (jeg hørte musik fra min iphone, da jeg løb alene), og sagde, at de sad ved 38,5 km. Det gav sindsygt meget motivation for mig. Det var også her, at vi begyndte at løbe ind mod midtbyen igen, og jeg vidste, at der blot var 5 km eller 25 minutter til, at jeg kunne vinke til familien igen! Ja, det er virkelig de små lyspunkter, der holder én oppe.

.. og så kom regnen..

200 meter før mål i massivt regnvejr..

Ved 38 kilomter-mærket kom den regn som meteorologerne havde lovet. Det startede stille og roligt, og det var faktisk helt behageligt med støvregn. MEN det ændrede sig virkelig hurtigt til øsende regnvejr, der bare fortsatte, fortsatte og fortsatte. Jeg fik dog heldigvis kun 2 kilometer i dette skrækkelige regnvejr, og hey, det var jo fuldstændig ligemeget, når jeg var i mål 2 kilometer efter. Det var super fedt, at så mange tilskuere blev og heppede os i mål på trods af regnen. Man skal som sagt ikke gå ned på udstyr, og jeg havde købt en Nike-cap på EXPO-messen. Jeg tænkte, at den ville passe perfekt både til solskin og regn, som DMI varslede. Den levede 100 % op til mine forventninger – den både skyggede for solen og afskærmede for regnen! Jeg vil med garanti komme til at bruge denne løbe-gadget meget fremover!

Første marathon i hus!

Det var den vildeste oplevelse at krydse målstregen ved 42,195 kilometer! Igen, igen, så var det vildt at opleve et marathon på egen krop. Jeg er virkelig stolt af, at min krop klarede det! Jeg mærkede på intet tidspunkt noget til min ankel, hvilket jo var alfa omega for at jeg fik en sluttid på 3.49. Jeg havde forinden et mål om en tid under fire timer. Efter min skade var målet “blot” at gennemføre. Så jeg er lykkelig for 3.49! Nederst i dette indlæg kan du se et screenshot af mine data fra løbet.

Hvad gør man ikke, for at forevige store øjeblikke? Ud i regnen!

En druknet mus.. 

I målområdet blev vi virkelig godt forplejet med varm kakao, kanelgifler, vand, sportsdrik, frugt, yoghurt, nøddebarer og alt mulig andet. Jeg gik over til bagageudleveringen, og satsede på at møde Bo der. Han kom i mål i 4.02! Kæmpe respekt fra mig, Bo. Du har en vilje og et smittende humør, som jeg sjældent har set eller mødt! Michael kom i mål imellem Bo og jeg i tiden 3.59. Bo og Michael, I gav mig det vildeste kick og masser af grin de første 25 kilometer. Jeg glemmer seriøst aldrig mit første marathon!

Jeg fandt min familie, der ligesom mig lignede druknede mus. Vi fandt cykler/bus og satte kursen mod Frederiksberg. Cykelturen hjem var knap så sjov: træt, gennemblødt, sulten og med ømme ben. Så jeg kan vist bare takke min lillebror, for at cykle de 5 kilometer i meget langsomt tempo sammen med mig. Et laaaangt varmt bad, tørt tøj, slik, boller, nutella og en cola senere havde jeg den vildeste følelse i kroppen: “JEG HAR GENNEMFØRT MIT FØRSTE MARATHON!”. 

Et ydmygt tak fra mig!

Jeg er overvældet over den kæmpe opbakning, jeg har fået i løbet af weekenden. Venner, familie og følgere har fulgt mig over nettet via mit startnummer, jeg har fået mange beskeder på min tlf både inden og efter løbet, søde snaps og bare alle de likes og kommentarer på min “jeg har gennemført mit første marathon”-opdatering på facebook og instagram. Jeg er taknemlig for hver eneste én!! Jeg er så ubeskrivelig glad for jeres opbakning, og jeg håber, at jeg på en eller anden måde kan gøre gengæld..

Mere vil ha’ mere..

Hvad så nu? Hvad er næste mål? Jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil stille op til flere marathonløb! Det er virkelig den vildeste sportsoplevelse, jeg har haft til dato. Jeg havde en gennemsnitspuls på 166, hvilket giver en indikation af, at jeg har en pulsreserve, der kan bruges. Så jeg tænker, at fortsætte med intervalløb og på den måde forbedre min tid til næste marathon.

Nu lader jeg kroppen få ro og lader den komme sig, og når benene er klar, begynder jeg at løbe igen. Måske går der en uge (mine ben er virkelig ømme!), men jeg snørrer løbeskoene så snart, at det er muligt. Jeg giver dog også lige min hånd lidt ro. Jeg satser stadig på, at den blot er forstuvet, og at der ikke er noget alvorligt i vejen med den. Jeg er pt. en pige i en lidt ynkelig krop! 

Umiddelbart kunne næste marathon meget vel være i Odense den 28. september. Er der nogen, der har samme planer? Eller har lyst til at være med? Eller har andre gode forslag til marathon-løb, der ligger i løbet af sommeren eller efteråret? Så skriv endelig en kommentar til mig..