Triatlon #1

0 Flares 0 Flares ×

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er gået hen og blevet en smule begejstret for triatlon-sporten! Jeg ved egentlig ikke præcis, hvornår det hele startede, men det er nok omkring et år siden.

Jeg har gennem flere år været vant til at træne meget – ikke fordi at jeg føler at jeg skal, men simpelthen fordi jeg ikke kan lade være! Træning giver mig et kick i selve træningssituationen, den bedste følelse af tilfredshed efterfølgende og ikke mindst, så sover jeg langt bedre, når jeg træner regelmæssigt. Foruden disse meget subjektive følelser, så kombinerer jeg ofte træning med sociale aftaler. Det gør, at jeg ser mine veninder oftere, og det er super skønt, når man har en fyldt kalender som mig.

 

Bliver jeg overhovedet bedre?

Men jeg har gennem de senere år fået en tanke, der har sat sig fast i hovedet. For hvordan kan jeg egentlig måle, at jeg bliver bedre? Det er lidt svært på spinningstimer, for jeg flytter mig jo ikke ud af stedet i løbet af timen. Selvfølgelig kan jeg mærke, at jeg er blevet bedre til at træde flere WATT, men det giver jo over tid den samme følelse som før, hvor jeg trådte færre WATT, men var i dårligere form. Det samme gælder lidt for mit løb. Jeg har aldrig trænet efter noget program, og faktisk blot løbet lange ture, når jeg besøgte mine forældre i Sønderjylland. Det er blevet til en del halvmaratons gennem årene, men heller ikke mere end det.. og tanken om intervaltræning har kun flygtigt strejfet min bevidsthed for herefter at returnere til ubevidstheden og benægtelses-stadiet igen.

2014-09-01 16.32.08

… og så stiftede jeg bekendtskab med begrebet IRONMAN, og så ændrede min træning sig markant i forhold til tidligere. For et år siden var ironman en af mine drømme for fremtiden. I dag er det blevet til et realistisk mål, som jeg vil opnå inden for en overskuelig fremtid (mere om det senere!).

 

Struktureret træning..

2014-09-13 12.30.55-1Mennesker er vanemennesker af natur, og det føles så trygt og rart at gøre det, som vi altid har gjort. Men det virker også begrænsende i forhold til vores potentiale. I forhold til træning har vanen MEGET ofte taget over for mit vedkommende. Jeg har siddet hundredevis af timer på en spinningscykel i et fitnesscenter og løbet et hav af løbeture over 10 kilometer med samme langsomme tempo. Jeg ved, at jeg er god til det, og derfor har jeg gjort det igen, igen og igen!

Umiddelbart inden 1. januar 2014 satte jeg mig ned og lavede et skema. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg på ingen måder ville komme til at svømme regelmæssigt, hvis det ikke var fordi, at jeg skulle krydse det af i et skema, når jeg rent faktisk havde gjort det. I princippet gjorde det samme sig gældende for min løbetræning. Så for at undgå at jeg igen, igen ville bruge 5+ timer på spinningscyklen om ugen, så lavede jeg et skema, der har indeholdt følgende aspekter: 

  • 3 x løb: 2 korte ture (3-5 kilometer) og 1 lang tur (10+ km)
  • 3 x spinning
  • 1 x svømning
  • 3 x coretræning

Det kan virke som mange timers træning, men det er helt i overensstemmelse med den træningsmængde jeg er vant til, men blot i en mere struktureret form og bredt ud på flere forskellige træningsdiscipliner.

Det handler om at komme ud af komfortzonen, hvor man føler sig tryg og sikker, og det skal vi som mennesker altså nogle gange presses til. Mit skema var mit personlige “pres”!

komfortzone_huether 

… nu som medlem i /tri club denmark

Jeg begyndte allerede i foråret at undersøge markedet for triklubber. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at langt de fleste klubber, som følge af den stigende efterspørgsel, har meget lange ventelister. Jeg har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg gerne ville træne i en tri-klub, for derigennem at få vejledning og hjælp i vejen frem mod ironman.

26598_Tri_Club_Logo_400x400_20000_550Triatlon kan godt være en smule uoverskueligt, når man er nybegynder – Hvordan skal man træne? Hvor meget og hvilket udstyr skal man købe? Hvordan bliver man en god triatlet? Hvordan undgår man skader og overtræning? Derfor blev jeg virkelig glad, da jeg stødte på /tri club denmark, som er en klub uden venteliste. De tilpasser faciliteter og undervisningstimer til efterspørgsel/antal klubmedlemmer. Jeg var til to infomøder inden jeg meldte mig ind, så jeg var helt sikker på, at det var den rigtige klub for mig. Og jeg har ikke fortrudt det i et sekund! Jeg meldte mig ind i klubben primo september, og har således nu været gennem alle discipliner i klub-regi.

… og nu til en status på mit skema, som jeg har fulgt “slavisk” siden 1.januar 2014:

 

Cykling

2014-08-27 19.01.31Som man kan læse ud fra ovenstående, så er det ikke cykling, der er et problem for mig. Jeg ELSKER at sidde på spinningscyklen, svede igennem og høre højt musik imens. Jeg spinner på egen hånd i Fitnessworld, og med triklubben i weekenden. Egentlig bliver det først mere spændende, når jeg til foråret skal købe mig en cykel og begynde at cykle “rigtigt” udenfor. Det glæder jeg mig super meget til, og jeg lover at holde jer opdateret, når den tid kommer! Indtil nu har jeg stort set kun siddet på racer, når jeg har besøgt Club La Santa!

 

Løbetræning

Jeg har altid været vild med at løbe, men er som sådan aldrig blevet en bedre løber. Det skyldes nok både meget store udsving i løbemængde, men i lige så høj grad mangel på intervaltræning. Jeg kunne snildt løbe 15 kilometer med gennemsnitspuls på under 150. Jeg kunne måske godt have presset mig selv en lille smule mere?! Jeg har løbet flere halvmaratons uden nogen former for løbetræning forinden, og JA det gjorde rasende ondt bagefter, men jeg klarede det jo.

2014-05-18 17.04.16Derfor satte jeg et mål om, at jeg skulle løbe mit første maraton. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne klare de 42 kilometer uden træning, så derfor passede mit skema meget godt med målet om et marathon. Jeg løb Copenhagen Marathon i maj 2014, hvor jeg havde en super god oplevelse (læs mere om mit første marathon her). I skrivende stund krydser jeg fingre for, at jeg er så heldig at få et startnummer til Berlin Marathon i september 2015 (foregår ved lodtrækning).

De korte ture i mit program er løbet med højere hastighed, hvilket jeg tydelig har mærket på de lange ture også. Efter at jeg er startet i tri-klubben har jeg yderligere tilføjet intervaltræning!! To gange ugentligt er der intervaller, hhv. lange og korte på tri-programmet. Men på grund af træningstiden (18.30-20.00!!!) har jeg blot været der få gange, men hey, lidt er da bedre end ingenting, ikk? Samtidig træner vi core, når vi har løb med triklubben, hvilket er super vigtigt for en triatlet. Jeg supplerer med core og andre styrkeøvelser tre gange om ugen, for at være sikker på, at min krop er tilstrækkelig stærk til at kunne klare de mange og lange træningspas jeg udsætter den for.

 

Svømmetræning 

.2014-08-23 13.35.20.. og her røg jeg ud af min komfortzone med flere hundrede procent!! Jeg har ikke svømmet siden jeg fik svømmeundervisning i folkeskolen i 5.-6.klasse. Misforstå mig ikke, jeg har altid kunnet brystsvømme, hvis jeg skulle, men jeg har bare sjældent bevæget mig ud i vand. Nogle vil kalde det en mild grad af vandskræk, jeg kalder det bare at have præference for at solbade og stege med en bog på en liggestol.

Jeg startede helt fra bunden – Brystsvømning med hovedet OVER vandet. Jeg svømmede 1 kilometer om ugen, og jeg er tæt på at kalde det min hade-ting (værre end at gøre rent!). 

Men så var jeg på Club La Santa i påsken, hvor mine venner, Trine og René, lærte mig at svømme brystsvømning med hovedet under vandet (jeg har skrevet lidt om det her og her). Ja, vi snakker små skridt! Sådan svømmede jeg så indtil jeg ramte Club La Santa igen i august. Her lærte min veninde, Carina mig så at crawle. Okay, det er måske store ord om min præstation, men jeg fik da taget nogle tag. Carina optog flere videoer, og jeg lover, at de kommer på bloggen engang… når jeg er parat til at gøre mig selv en lille smule til grin. Men så kan jeg i det mindste se, at jeg er blevet bedre. 

Side2014-10-24 16.54.53n jeg meldte mig ind i tri-klubben er der for alvor kommet gang i min svømmetræning, og jeg har netop besluttet mig for, at jeg skal svømme-træne to gange om ugen fra nu af. Jeg tager en times undervisning med tri-klubben, og så kan jeg træne på egen hånd en gang derudover. Jeg er ikke i nærheden af at sige “åh hvor jeg glæder mig til at jeg skal svømme idag”, men jeg har dog ikke længere frygten for at drukne, og det er virkelig fremskridt. … men den frygt vender nok tilbage, når der kommer til at stå “openwater swim” på skemaet til foråret. Men igen, så er jeg super glad for at være med i en tri-klub, som guider og nurser en igennem den proces, når den tid kommer.  

MEN jeg vænner mig ALDRIG til at se mig selv som svømme. Badehætte og svømmebriller har aldrig gjort noget godt for nogen efter min mening. Bedøm selv… 


 

Variation i træning

Kombinationen af de tre discipliner samt styrketræning gør, at min træning aldrig har været mere varieret, og det kan jeg virkelig mærke på min krop. Den er langt fra lige så træt efter træning som den var tidligere, og samtidig føles den stærkere end før! Det kan godt virke som om, at min træning har været enormt struktureret, men det føles ikke sådan på mig. Jeg var nødt til at blive “presset” til at skulle løbe anderledes og svømme mere. Mit træningsprogram er helt og aldeles strikket sammen af mig selv med inspiration fra tri-klubben, inspiration fra tri-bøger- og hjemmesider og kendskab til min egen træningsmoral- og metode. Det er ekstremt individuelt, hvad der virker for den enkelte, og hvad der ikke gør.

 

Hvornår skal jeg så gennemføre en ironman?

2014-09-01 16.44.28Det enkle svar er “Jeg ved det ikke”. I princippet så kriblede det virkelig meget i fingrene, da billetterne til næste års ironman i København blev frigivet. MEN fornuften sejrede! Jeg skal aflevere mit speciale i september, så det ville blive alt for presset, og jeg kunne allerede se mig selv i et prioriterings-helvede i månederne op til. Så jeg er realistisk, og tænker, at det bliver 2016 for mit vedkommende. Men så er jeg også sikker på, at jeg er 100 % klar til den tid.

I stedet har jeg købt en billet til Øresund halv-ironman i juni måned, hvilket indebærer 1,9 kilometer svømning, 90 kilometer cykling og 21 kilometer løb. Jeg tænker, at jeg vil tilmelde mig nogle mini-tri-stævner i foråret, for at få erfaring med at skifte mellem disciplinerne.

Det var første status på min træning frem mod IRONMAN. Jeg vender tilbage i løbet af vinteren med #2. Vil du følge min træning løbende, så kan du altid følge mig på instagram under @adtermannsen. 

0 Flares Facebook 0 Twitter 0 Google+ 0 LinkedIn 0 Email -- 0 Flares ×
Anne-Ditte Termannsen

Om: Anne-Ditte Termannsen

Anne-Ditte er cand.scient i Human Ernæring fra Københavns Universitet. Følg Anne-Ditte på Instagram her

En kommentar til: “Triatlon #1

  1. Fedt Du er kommet i gang med Triathlon

Skriv et svar til jeppe Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>