Triatlon #2 Raceberetning

2015 er skudt i gang! Årets første mini-triatlon-stævne er overstået.. Og jeg overlevede!! Denne beretning er udgivet med en lille uges forsinkelse, da jeg netop har været en uge i Sverige som ernæringsekspert for det danske juniorlandshold i orienteringsløb (En super fed oplevelse også! – Mere om det senere).

Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg var (pisse) nervøs, da jeg skulle forberede mig til det første tri-stævne forrige lørdag. Stævne er måske så meget sagt, men det er en serie af 4 mini-triatlons, som netop er tænkt til at forberede os nye triatleter, så vi kan øve os i skiftene, både men hensyn til det praktiske a la ”hvordan skal ting placeres på den mest hensigtsmæssige måde”, men i lige så høj grad for at mærke, hvordan kroppen reagerer rent fysisk på at skifte hurtigt mellem de tre discipliner.

Jeg VAR super nervøs.. af flere grunde!

For det første, så havde jeg faktisk blot løbet 3 ture siden jeg skrev min sidste indlæg om stress. Jeg har virkelig nydt, at have mere tid til at slappe af, fordybe mig i mit speciale og ikke mindst at sove mere og bedre. Det er selvfølgelig alt sammen godt nok, MEN det ændrer ikke ved de faktum, at jeg hurtigt er kommet væk fra min normale træningsmængde, og der skal ikke så meget ”manglende” træning til, før man begynder at tvivle på sig selv og sine evner.

For det andet, så havde jeg næsten ikke-eksisterende erfaringer med cykling udenfor på raceren. Ja, jeg købte en rigtig lækker cykel i januar, men på grund af sne, salt og regn så havde den endnu ikke været luftet. Det vil så også sige, at jeg først dagen før stævnet fik mig taget sammen til at lære at skifte slange. Hvis det ikke var fordi, at min nabo Bo, havde skrevet ”hey, kommer du ikke ned og lærer at skifte slange?” til mig, så havde jeg nok været helt lost. Men med god tålmodighed fra Bo’s side lærte jeg at tage mine hjul af og på, og skifte en slange. Jeg ved godt, at det virkelig er basic skills, men jeg var nødt til at starte der.

For det tredje, så har jeg kun svømmet i baner med maksimalt 5-6 andre svømmere, og en massestart i svømmehallen var således debut fra min side!

Afsted til Farum!

Jeg kunne køre med en veninde fra triklubben, Julie og hendes kæreste, Jens. Da jeg cyklede ned til dem var det således min første halvanden kilometer på raceren! Damn, jeg nåede at tænke: ”Du kunne da lige have cyklet bare en lille tur, så du vidste om bremserne virkede, sadlen passede osv. osv.” RIGTIG mange gange på den korte tur. MEN det var ikke til at lave om, og turen gik til Farum!

Både Julie og især Jens havde kørt ”Tyren” (det hedder cykelruten, og jeg synes sgu den lød ret ond og brutal!), så jeg kunne få nogle gode fif til gearindstillingerne. Ja, jeg kunne faktisk ikke engang huske, hvordan gearene fungerede. Men Jens’ råd var simple og forståelige for mig, og de virkede! Vi fik placeret alle vores ting i de respektive skiftezoner, og så var det ellers bare at vente. Til trods for at nogle mødte op med toptunede tri-cykler til mange, mange tusinde kroner, så var stemningen faktisk super rolig og hyggelig. Langt de fleste var lidt semi-nervøse ligesom mig, men så var de andre (mere erfarne) gode til at sige ”hey, de her mini-triatlons er jo netop, så I kan lære det hele, og det skal bare være sjovt”.

DEBUT!!!

Svømmestarten gik kl. 16.00! Vi skulle svømme 500 meter i rundkreds i svømmehallen, altså 3 ½ runde. Efter den første runde var jeg seriøst ved at gå i panik. Jeg havde godt forberedt mig på, at det ikke ville være en ahhh-det-her-er-rar-oplevelse, men jeg var heller ikke klar til en klaustrofobisk nærdødsoplevelse! En faktor jeg ikke lige havde taget højde for, var min puls. Jeg ved, at jeg ofte har svømmet med en meget lav puls, så det kom faktisk lidt bag på mig, at jeg fik min puls så højt op på grund af race-faktoren. Dét kombineret med andre menneskers ben og arme overalt gav mig lige et lille anfald af panik. Heldigvis passerede Julie mig netop, som jeg har grebet fat i kanten og sagde ”AD, du kan godt”. Så var det jo bare at fortsætte! Det var på ingen måde rart de resterende runder, men jeg er virkelig blevet en (god) erfaring rigere. Næste gang ved jeg, hvad jeg går ind til, og det er heldigvis samme distance igen.

Op af vandet, og ind i omklædningsrummet. Hurtigt af med badedragt, svømmebriller og badehætte, hurtig tørre-tur med håndklædet og på med trusser, tights, strømper, svedtransporterende trøje, windbreaker, halsedisse, hue og handsker. Nå ja, min sportstop droppede jeg! Jeg kunne se, at de andre piger kæmpe med den, og jeg tænkte ”det kommer ikke til at ske”. Om det lige var mit fravalg af en stram sportstop eller jeg bare var superhurtig til at skifte ved jeg ikke, men jeg fik i hvert fald hurtigt ”overhalet” nogle piger i omklædningen. Herefter var der lige en lille tur hen til cyklerne. Her skulle jeg blot skifte sko og have cykelhjelmen på.

Til trods for alle mine cykelbekymringer, så var jeg faktisk (hvis jeg selv skal sige det) flyvende på min cykel. Ingen punkteringer, bakkerne blev forceret stille og roligt uden problemer. Jeg havde forinden kørt ruten rundt i bil med Bo, men det er ikke helt det samme som at have mærket bakkerne i benene. Jeg cyklede derfor en lille smule konservativt, og jeg er sikker på, at det er muligt at give den mere gas til næste stævne, hvor distancen igen er 17,9 kilometer.

Ind i skiftezonen igen, og på med løbeskoene. Så var der blot 2,8 kilometer tilbage. De blev løbet med pace 5.05, og det kunne jeg nok godt have gjort lidt hurtigere i bagklogskabens lys! Det var SÅ fedt at løbe over målstregen! Folk heppede og var glade på hinandens vegne.. Der var en stemning a la ”Nu er vi ligesom i gang”! Krammere, high-fives og chokoladekage! Bum! Jeg er fan! Jeg sluttede som kvinde nr. 17 i tiden 01.11.27.

Så der var jo ingen grund til at have bekymringer, men de er jo ofte også så fandens irrationelle. Næste gang bliver bedre! Næste gang kender jeg ruterne og skal derfor ikke være nervøs for at fare vild. Næste gang har jeg prøvet en masse-svømmestart. Næste gang ved jeg, at ”det røde lyn” er min makker på bakkerne, og jeg skal bare træde til! Alt i alt melder jeg mig klar til tri-sæsonen 2015 og jeg glæder mig til næste mini-tri på lørdag! Jeg glæder mig!!!