Mini-tri-serien i Farum blev afsluttet igår. Jeg kunne desværre ikke deltage i 3. afdeling, da jeg var til konfirmation i Sønderjylland, men du kan læse beretninger fra de første afdelinger her og her. Distancerne var sat op siden 1. og 2. afdeling, og hed således: 750 meter svømning, 40 kilometer cykling på Tyren og 5,8 kilometer løb.
For søren, hvor var det bare fristende at blive hjemme på sofaen under dynen med ens yndlingsserie – Vejret var jo helt forfærdeligt.. Ikke nok med blæst og kulde, så meldte vejrguderne også regn over Farum mellem 15 og 19, og med en starttid kl. 16, ja så var det virkelig ikke god timing!!
MEN jeg ved jo godt, at det er god træning at deltage i de her mini-tri-stævner for at lære det hele at kende! Så jeg og to piger, Heidi og Sofie, fra tri-klubben, tog hinanden og cyklerne under armen og satte kurs mod Farum (vi overvejede mange gange at vende om!!).
Da vi ankom til Farum Park, var vi nærmest de eneste. Eller okay, en smule overdrevet, men ikke desto mindre, så var vi blot 30 fremmødt ud af over 160 tilmeldte til tri-serien. Så ja det var et meget indsnævret (eller sejt) felt, der var tilstede! Den eneste positive ved det hele var, at vi piger var sikre på at komme i top 10, eftersom vi ikke var flere kvinder til start!
Til trods for dårlig optakt, så gik svømmestarten kl. 16.00! Jeg har tidligere nævnt min meget lille begejstring for svømmedelen. Og hver gang siger jeg til mig selv, tag det roligt, svøm i dit eget tempo, gå ikke i panik osv. osv. MEN jeg synes stadig ikke, at det er sjovt, faktisk på grænsen til uudholdeligt! Men det er psykisk, og det er jeg nødt til at arbejde med. Men desværre fik jeg også fysisk problemer. Jeg har konstateret astma, men har aldrig rigtig mærket noget til det tidligere. MEN det gjorde jeg virkelig denne gang. Jeg kunne simpelthen ikke få vejret og hvæsede for vildt. Derfor var det virkelig svært at gang i crawl, når man higer efter vejret. Jeg takker Heidi for den vildeste moralske opbakning!
Så snart at jeg var ude på cyklen og jeg selv kunne bestemme vejrtrækningsmønsteret, så gik det meget bedre. Dog begyndte det meget hurtigt at regne.. MEGET! Næsten alle 40 kilometer i regn.. på Tyren med alle dens lede bakker. Heldigvis stod en lille gruppe fra triklubben og heppede på os! Det er utroligt, hvad opbakning gør for ens evne til at fortsætte!
Jeg havde et super skifte til løb. Jeg har nogle gange haft svært ved at finde rytmen i off-bike-løb, men denne gang gik det faktisk super godt, så de to runder gik faktisk upåklageligt.. Lidt langsommere end sidst, men der havde jeg jo heller ikke samme mængde svømning og cykling bag mig. Og så er jeg nødt til at pointere, at jeg har den bedste reserve-familie i KBH. En familie fra gården stod pludselig og heppede på mig. Både masser af opbakning og et lift hjem – Ja, det er virkelig noget der varmer om hjertet. Det krævede et virkelig langt og varmt bad inden jeg kunne sørge for at min cykel blev nogenlunde ren igen.
Tiden endte 2.19.50, og alt i alt endte jeg som kvinde nummer 8 over de fire stævner. Jeg beklager manglende billeder, men vejret var simpelthen ikke til det!!
Der er fire uger til Øresund løber af stablen, og jeg har stadig en del ting på to-do-listen, som jeg skal have tjekket af inden jeg føler, at jeg er parat. Først og fremmest skal jeg skal have styr på svømning – jeg har endnu ikke svømmet openwater!! Og så skal jeg have testet cykel- og løberuten på forhånd.. Og en masse andre småting.. Hvis du følge med i min hverdag og vejen frem mod Øresund, så kan du finde mig på instagram under @adtermannsen.
God søndag til jer alle!