Det kommer nok ikke bag på nogen som helst, at jeg lige siden min triatlontræning startede i efteråret har haft et lettere anstrengt forhold til svømmedelen. Jeg har dog hele tiden tænkt, at burde jeg kunne lære det på et år.
Det var virkelig svært i starten! NØJ det trak tænder ud at få hovedet under vandet! Jeg har seriøst aldrig nogensinde været vild med vand! Bevares, jeg har altid kunnet svømme, men bare ikke rigtig praktiseret det! I løbet af efteråret gik jeg dog til svømmetræning med tri-klubben, og jeg fik faktisk styr på crawl.. Efter julen havde jeg svært ved at finde ind i rytmen igen, og jeg kom ikke rigtig afsted til træning, andet en at jeg svømmede en- to gange ugentligt på egen hånd – Men det blev jeg ligesom ikke rigtig bedre af! Og hele februar og marts svømmede jeg stort set ikke…
Da mini-tri-serien begyndte i marts var jeg nødt til svømme! Jeg tror ikke rigtig, at jeg havde forberedt mig psykisk på, hvordan en massestart foregår. Det var bare mennesker over det hele, og super kaotisk… Første og anden gang var det 500 meter svømning, og det gik faktisk okay (til trods for, at det fyldte meget i dagene op til). Tredje gang var det 750 meter, og jeg gik i panik.. Jeg kunne næsten ikke trække vejret. Jeg ved ikke om det var min astma jeg mærkede til, eller om det bare var psykisk?! Jeg tror nu mest på det sidste!
Den oplevelse gjorde mig sgu lidt bange, da det skete blot en måned før den halve ironman! For hvordan skulle det så ikke gå med at svømme på åbent hav. Ja, jeg indrømmer ærligt, at det måske stressede mig en smule.
Heldigvis tog min træningsmakker, Bo, under armen og vi kørte ud til Amager Strandpark. Den første halve kilometer krævede lidt tilvænning, egentlig ikke så meget på grund af kulden (JO, det er da lidt koldt!), men faktisk mere dét at se ned i det mørke vand (Hvis der er nogen, der har set Harry Potter 4, så var det cirka lige så uhyggeligt at svømme openwater!!!). Men vi fik svømmet 1200 meter, og det var seriøst den bedste oplevelse i lang tid! Det gav mig virkelig meget ro i sindet, og jeg har sovet bedre siden… Utroligt, at sådan noget kan fylde så meget?!
Bo skal deltage i Kronborg 70.3, og vi havde for lang tid siden meldt os til en Kronborg-openwater-event i tirsdags, hvor man kan afprøve ruten inden det går løs den 21.juni. Det var mere konkurrence-lignede forhold, og på vejen til Helsingør arbejdede jeg meget med ikke at stresse min krop og sind. Jeg havde besluttet mig for, at det skulle være en god oplevelse uden panik, og jeg valgte derfor at placere mig bagerst i gruppen, så jeg kunne finde roen. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke kommer nogen vegne, når jeg går i panik, så hellere ligge bagerst og finde roen og spare kræfter. Da vandet kun var 12 grader blev det “blot” til én runde og cirka 1000 meter.
I onsdags stod den igen på openwater, denne gang med mentorgruppen i tri-klubben. Denne gang svømmede jeg lige præcis dér, hvor jeg skal svømme til den halve ironman om cirka 2 uger, nemlig Øresund! .. Og det er pt. det sted, som jeg bedst har kunnet lide at svømme (jeg har kun svømmet tre steder, så jeg er måske en smule snæversynet på det punkt). Men vi fik svømmet 1600 meter langs kysten, og gentager successen på mandag igen.
Ja kald mig bare vandhund, når jeg nu svømmer tredje gang på bare fem dage! Idag har jeg så for første gang rundet selve distancen til den halve ironman. Vi passede 1900 meter, og uret sagde 2000 meter da vi var færdige! Denne gang var det i selskab med Bo, igen i Amager Strandpark! Og så var det endda i bøjler denne gange – Nok en meget god erfaring at få med også.
Alt i alt er jeg super fortrøstningsfuld. Det bliver med sikkerhed ikke hurtigt, og det bliver højst sandsynligt ikke med perfekt teknik – MEN jeg kommer igennem de 1900 meter uden at gå i panik!
Skal du ud at svømme openwater?
.. Så husk: våddragt, openwater svømmebriller, ørepropper, farverig badehætte, tridragt/badedragt, håndklæde og skiftetøj. Det kan også være en god ide at tage en ekstra pose med til alt det våde udstyr. Jeg har altid en drikkedunk med, for selvom jeg sluger utrolig meget havvand, så er jeg super tørstig bagefter (nok pga. saltindholdet). Hvis man ikke skal direkte hjem i et varmt bad, så tag evt. noget varmt at drikke med. vandet er pt. ret koldt endnu!
Jeg skylder en tak… Eller 1000 måske?
Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke havde nået til dette punkt i min svømmetræning, hvis jeg ikke havde haft nogle helt sublime træningsmakkere gennem det seneste år…
Trine og Rene, for at være DYBT tålmodige, da jeg skulle lære at have hovedet under vandet under svømning allerførste gang på La Santa.
Carina, du introducerede mig for crawltag – Jeg tænker stadig, at læserne har en video til gode! (når jeg er parat til at gøre mig maksimalt til grin)!!!!
Julie, du reddede mig til allerførste mini-tri, og har siden givet den sødeste opbakning – Du får mig seriøst til at tro på, at jeg godt kan!
Heidi, du blev hos mig, da jeg fik det værste panik-anfald under tredje mini-tri! .. Og du var grunden til, at jeg overhovedet kunne komme op kl. 6 for at tage til svømmetræning gennem vinteren!
Bo, du er i stand til at tilsidesætte dine egne mål for at hjælpe mig videre, selvom jeg “panikker” uden grund!
… hvis jeg på et tidspunkt kan hjælpe andre på samme måde som dem, så vil jeg virkelig være glad!
Svømning er SÅ meget uden for min komfortzone. Men jeg synes at billedet nedenfor så fint illustrerer den følelse jeg har med netop svømningen! For jeg føler faktisk, at det er på grænsen til at være magisk, at jeg har lært at svømme crawl i åbent hav! Prøv selv at bevæge dig ud af din komfortzone, måske ikke med svømning, men så med noget andet?!
[…] Da jeg kommer op af vandet, kigger jeg på mit ur. 39 minutter! Jeg er lidt i chok, på den gode måde vel at mærke. Min drøm var nemlig at svømme distancen på omkring 45 minutter! Jeg løber meget lettet af sted mod T1. Jeg ser mine forældre og bedste veninde og signalerer, at ALT er godt (De ved, hvor meget jeg har frygtet lige præcis svømmedelen). […]